Du er her:  Hjem > Artikler > Hvad blev der egentlig af Lazarus?

Hvad blev der egentlig af Lazarus?

I skrivende stund er der endnu lang tid til Jul, men det har lige været ”Lazarus dag” i kirken, den 16. søndag efter Trinitatis. Det følgende er en fantastisk historie, jeg hørte i sommervarmen på Cypern.

Det Hellige lands skæbne og historie er præget af den udsatte beliggenhed mellem oldtidens supermagter, Ægypten mod syd og skiftende babyloniske, assyriske og persiske riger mod nord og øst. (Det er lidt ligesom Polen i nyere tid midt mellem Tyskland og Rusland. Man kan godt regne ud, hvem det går ud over, når de store fører krig mod hinanden). Det samme gælder for Cypern i Middelhavet. Den frodige ø, der ligger tæt på både Europa, Asien og Afrika, er altid blevet brugt som ”trædesten i vandet” og ”gratis fødevaredepot og trælasthandel” af skiftende stormagter, pirater og andet godtfolk. Men også folk på flugt har brugt Cypern som ”asylcenter”.  Paulus og hans følgesvende søger også mod Cypern, da jorden begynder at brænde under deres fødder i Det Hellige Land. Cyprioterne har altså aldrig haft deres smukke ø i fred. Som et bevis på den udenlandske dominans er øen den dag i dag delt og skarpt adskilt i et græsk og et tyrkisk område. Efter Berlins genforening er Cyperns hovedstad, Nicosia verdens eneste delte hovedstad. Nicosia  hedder rigtig Levkosia, men det lavede  englænderne bare om på, da de bestemte på øen – uden at spørge øboerne om lov! Navnet på Cyperns næststørste og ældste by, Larnaka er derimod gammelt. Engang hed byen Kition efter Noahs oldebarn Kittim, som grundlagde byen helt tilbage i de tider, hvor syndfloden endnu stod i frisk erindring. Navnet Larnaka betyder sarkofager/kister, for lige meget hvor man byggede i byen, så dukkede der hele tiden kister fra oldtiden op. Den mest berømte kiste i Larnaka er Lazarus grav i Skt. Lazarus kirken. Lazarus er den mand, Jesus opvækker fra de døde på fjerdedagen! Han er bror til Martha og Maria, som Jesus flere gange besøger i deres hjem i Betania på Oliebjerget. Lazarus har en også grav i Betania, men det er vel at mærke den grav, han stod op fra. En tom Grav som Jesu grav i Jerusalem! Opvækkelsen af Lazarus er den dråbe der får bægret til at flyde over for alle Jesu fjender. De beslutter, at nu må det være nok, nu er han blevet for farlig! De beslutter at slå Jesu ihjel, og Lazarus med for en sikkerheds skyld, så alle spor bliver slettet. Det sidste vi hører om Lazarus i Biblen er, at han sidder til bords sammen med Jesus og sine søstre, kort efter han er blevet vakt til live igen. Og så går man ret logisk ud fra, at Lazarus nok er blevet dræbt og afgået ved døden for anden gang, selvom det altså ikke direkte står i Biblen. Alle Jesus film, jeg har set, har i samme ånd en kort ”mordet på Lazarus” Scene. På Cypern fortæller de imidlertid en anden historie: Lazarus levede efter sin opvækkelse endnu en tid i Det Hellige Land, men han var en torn i øjet på farisæerne – et levende bevis på Jesu guddommelige mirakler! Af samme grund var de lidt usikre overfor Lazarus, de turde ikke lægge hånd på ham. Han var nærmest tabu! Så farisæerne fandt på en anden løsning. De satte Lazarus ud på Middelhavet i en lille utæt båd. Så regnede de med Lazarus ville drukne af sig selv, uden at de selv direkte kunne anklages for at have dræbt ham. Imidlertid drukner Lazarus slet ikke. Hans båd driver til sidst i land ved Kition/Larnaka. Her lever Lazarus i 30 år og bliver en slags biskop i byen. I 890 bliver Lazarus (anden)grav opdaget, og der bliver bygget en kirke på stedet. Lazarus ben bliver senere flyttet til Konstantinopel og senere igen til Marseilles, således at også Lazarus anden grav er tom i dag! Fup eller Fakta? Vi får det aldrig at vide. Det forunderlige ved Biblens gamle lande som Cypern er, at det var her alle de kendte apostlene fortsatte deres gerninger  længe efter Biblen selv blev afsluttet. På Cypern er apostlenes efterfølgere med Guds hjælp blevet ved med at gøre mirakler helt op til vores dage. Lazarus navn betyder ”Gud hjælper”, og Jesu navn betyder ”Gud frelser”. På Cypern hjalp Gud Lazarus en ekstra gang, så han med Guds hjælp kunne hjælpe Cyprioterne. Det er kernen i Julens budskab: Gud hjælper fordi frelseren blev født på jorden. Ikke som forventet under trompetfanfarer på kongens slot, men i en jævn familie i en stald. Ved stranden på Cyperns sydkyst blev kærlighedsgudinden Afrodite skabt direkte af havets skum en gang i tidernes morgen. Da Lazarus mange år senere drev i land på øen ikke så langt derfra, var der ikke så meget pomp og pragt over hans entre. Han var nærmest som et stykke forkomment vraggods, men Gud havde hjulpet og frelst Lazarus for anden gang. Og det var anden gang Guds kærlighed steg op af vandet ved Cyperns sydkyst. Gud hjælper, for Gud er kærlighed!

 

Kommende gudstjenester 

 


 

 

22. oktober, 19. s. e. Trin.

Nr. Ørslev 10.30

(Fuglsang Kunstmuseum)

 

Onsdag den 25. oktober

Klosterkirken 17.00

(Meditation med Kristuskrans)

 

29. oktober, 20. s. e. Trin.

Systofte 10.30 (Dåb)

Sdr. Kirkeby 14.00

(Meditation med Kristuskrans)

 

Lørdag den 4. november

Systofte 13.00 (Dåb)

 

5. november, Alle Helgen

Nr. Ørslev 10.30

Sdr. Kirkeby 14.00

Systofte 19.00

 

 


 

             

Hent den seneste udgave af Kirkebladet her


 

Du kan også følge med i kirkens liv på Facebook under

"Nr. Ørslev, Systofte og Sdr. Kirkeby Sogne"

 


 

   "Alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn"   

(Romerbrevet 8,14)