Dragen Smaug vogter søvnløs på sin guldskat

Ingen tænker længere over det, men de to ord betyder egentlig det samme. ”Vel” betyder god, og en ”færd” og ”at fare” betyder noget med at rejse. ”Far vel” betyder, at vi ønsker nogen en god rejse. I gamle dage kunne man sikkert have sagt: ”Vi håber det går dig ”vel” på din videre ”færd” – altså velfærd. Så man må sige, at ordet velfærd unægtelig har fået en noget anden betydning i dag. Politikere taler hele tiden om velfærdssamfundet, som vi skal bevare. Velfærd på nudansk betyder absolut ikke noget med rejse og bevægelse. Tværtimod er velfærdssamfundet noget, vi har opbygget og opnået, og nu gælder det for enhver pris om at bevare det til evig tid. Velfærd betyder ikke længere at vi er på vej og på rejse, men derimod at rejsen er slut, for vi har nået målet!. Herefter slutter historien, og alle levede lykkeligt til deres dages ende. Der er ikke mere at skrive hjem om, for vi er for længst kommet hjem. Politik består herefter kun af småjusteringer af den store velfærdssamfunds maskine. Alle er stort set enige om, at målet er, at  alting skal blive som det er. Og hvis nogle mener noget andet, holder de klogt deres mund. Så bliver man nemlig beskyldt for at gå ind for ”farvelfærd” . Og det er ikke godt, selvom altså ”farvel” og ”velfærd”  betyder det samme. Et af de største digte i salmebogen er Kingos  ”Far, verden, far vel” fra 1681. Den titel er et klart udtryk for det, man kalder for ”verdenslede” . Man ser for sig en mand, der er træt af verden og i skuffelse, vender ryggen til alting og går i kloster. Men lige netop Kingo var kendt og berygtet for at have meget stor appetit på verdens sanselige goder såsom mad, drikke og ikke mindst kvinder. Når man i evangelierne og i gamle dage herhjemme talte negativt om verden, så var det ikke jordkloden, livet og naturen, man var negativ overfor. Livet og naturen var godt nok, for det havde gud selv skabt. Det var den falske og opstyltede verden, man blev led og træt af – menneskets verden! En verden styret af forfængelighed, sladder, grådighed, hovmodighed, fordømmelse, selvtilfredshed og smålighed En overfladisk og lukket verden i de bedre kredse i 1600 tallets Danmark, uden større problemer og uden større mål.  Jeg er selv taknemmelig over at leve i et velfærdssamfund, men jeg kan ikke se, at mere velfærd skulle være et mål i sig selv. For meget af alting er ikke godt. Der er vel grænser for, hvor meget man kan spise og drikke. Hvis prisen for fortsat vækst i velfærden er, at vi skal forbruge mere og mere og kassere ting hurtigere og hurtigere, så kan enhver se, at man er i fuld gang med at save den gren over, man selv sidder på. I den gamle verden, som også er Biblens verden, var det nærmest en naturlov, at goderne var begrænsede. Der var aldrig nok til alle! Jesus siger et sted til disciplene: ”De fattige har I altid hos jer, men mig har I ikke altid”. Sådan var det bare, fattigdom var en naturlov, og det er den stadigvæk når man kigger lidt ud over hækken rundt om Danmarks frodige have. Lige siden stenalderen  har mennesket kæmpet for at overleve. Vi har drømt om at skabe bedre vilkår for os selv og vore efterkommere. Vi ofrede til guderne og bad om ”År og fred”, det vil sige en god høst, nyfødte børn, godt helbred og ingen krige – et land der flyder med mælk og honning. Vi drømte om den velfærd, vi har opnået i dag . Frihed, tryghed og muligheder for at udfolde sig og gøre sine private drømme til virkelighed. Det lød som en smuk utopi, men drømmen er stort set blevet til virkelighed i dagens Danmark. Den er ikke alene blevet til virkelighed, de fleste opfatter velfærden som en medfødt borgerrettighed. Men i samme øjeblik forsvandt drømmen også, dagens politik er fuldstændig tømt for visioner. Det gælder kun om at bevare og holde fast på det man har. Ligesom i det gamle eventyr, hvor en drage har samlet sig en mægtig skat af guld og ædelstene. Dragens store problem er herefter, at den bliver nødt til at bevogte sin skat døgnet rundt, for hvis den flyver sig en tur, kan den risikere, at der kommer tyve ind i hulen og stjæler skatten. Den bliver bekymret og søvnløs og kan ikke længere drømme. Det er samme tema som i Jesu lignelse om den rige bonde, hvis bekymringer er, at hans lader er for små til at rumme rekordhøsten. Moralen er her, at man ikke skal samle sig skatte på jorden, men himmelske skatte som møl og rust ikke kan fortære. Kort sagt og skåret ud i pap, så har den rige bonde ikke nogen glæde af at være den rigeste mand på kirkegården. Jesus langer hele tiden ud efter de rige, især i Lukasevangeliet. For megen materiel velstand og velfærd har det nemlig med at skabe åndelig fattigdom. Simpelthen fordi vi bliver indfanget og bundet alt for meget til alle vores ejendele og skatte, ligesom den gamle drage i eventyret. Den åndelige sult giver sig så udtryk i en næsten sygelig trang til at forsikre sig mod alt under himlen. Forsikringsbranchen har kronede dage, selvom alting er blevet mere trygt og sikkert end nogensinde før. Man kan dog stadigvæk blive ramt af død og ulykker, selvom man har tegnet gode ulykkes- og livsforsikringer. Og selvom man fanatisk følger alle gode råd om kost og motion, så er gevinsten højst en stakket frist på et par ekstra år i den sidste ende. Evigt liv er endnu ikke en grundlovssikret velfærdsrettighed, men der bliver arbejdet på sagen. Tænk! Hvis vi kunne udskifte vores reservedele løbende eller klone os selv, så vi kunne leve 969 år som Metusalem! En fristende tanke med mindre vi skulle tilbringe de sidste 885 år på plejehjem. Det er og bliver en blindgyde, for den åndelige fattigdom er dragen, der er fanget på toppen af sin guldskat. Vi kan ikke fastfryse tiden og holde døden stangen, og det er heller ikke meningen. Det er den slags man kan høre om i kirken, også i juletiden. Og man kan høre om de himmelske skatte, vi skal stræbe efter at samle sammen: Tro, håb og kærlighed. Jesus siger, at vi ikke skal bekymre os om dagen i morgen og tage sorgerne på forskud. Derimod må vi godt tage glæderne på forskud. Selvom vore forventninger og drømme tit bliver skuffet, så har vi dog haft den glæde at leve en stund i forventningens søde glæde. Velfærd er ikke stilstand, velfærd betyder, at vi får  en god rejse igennem livet. ”Åndelig velfærd” og åndelig rigdom kommer til os, når vi lærer den ædle kunst at give slip og sige ”farvel”. Julen er gavernes tid, og Jesus er Guds julegave til verden. Ved den sidste nadver deler Jesus ud af sig selv: ”Denne vin og dette brød er mit blod og legeme, drik og spis til jeres eget bedste og åndelige velfærd”. Den store hemmelighed i Jesu budskab er, at den største gave er selv at give noget bort. Det vi giver bort af et godt hjerte, kommer tilbage til os. Som et enkelt korn i jorden spirer og giver mange fold tilbage. Derfor er det giveren og ikke modtageren, der har mest grund til at være taknemmelig! Den slags kan man kun høre i kirken, alle andre steder bliver det regnet tåbeligt. For den gamle drage på guldskatten er Jesu budskab det samme som ”Farvelfærd”. Glædelig Jul. TF.